Jeg står konstant og mangler pladser til mit værktøj. Alt det værktøj er ikke har en fast plads, bliver lagt lidt tilfældigt rundt omkring hvor der er plads, og derfor starter hvert eneste projekt med at jeg skal finde ting. Derfor besluttede jeg mig for at komme lidt nærmere et organiseret værksted, og bygge en Gør det selv reol der kunne være i mit arbejdsbord til min bordsav (Arbejdsbord til bordsav). Jeg har stadig en god slat 16mm OSB plader liggende fra et renoveringsprojekt indenfor, og det er jo fint at anvende i værkstedet. Det passer også i stilen til de værktøjsvægge jeg byggede tidligere (Værktøjsvæg).

Jeg kunne sagtens bare skrue fire sider sammen eller i bordet og lave nogle pocket holes hylder og kalde det for et projekt. Men jeg kunne jo ligeså godt lære noget samtidig med jeg bliver mere organiseret. Så jeg besluttede mig for at udvide min gør det selv viden, og lave reolen med falssamling og udfræse en slids til midterstykkerne.

Videoen

Tegninger

Som alle projekter starter, startede denne gør det selv reol i SketchUP.

Gør det selv reol

De ydre dimensioner. De passer til det arbejdsbord jeg har bygget tidligere.

Gør det selv reol

Rum størrelse og placering af hylder. De svarer til de IKEA kasser jeg valgte. 2 forskellige størrelser af SAMLA modellen.

Overvejelser

Jeg besluttede mig for at have 3 store rum og 3 små rum i reolen. Jeg havde taget forskellige størrelser af SAMLA fra Ikea med hjem, og prøvede mig frem hvad jeg synes om. Ideen var at jeg havde 3 små til mindre ting som blyanter, knive, slibeskiver osv. Og så 3 store rum til trælim, dele til bordsav og andre større ting. Jeg havde først tænk at lave en bagvæg på reolen også, men synes egentlig det var smart hvis jeg kunne tage tingene ud fra begge sider, og let blæse støv ud med en kompressor, så jeg lod være.

Jeg lavede falssamlingen på bordsaven ved at hæve bladet 8mm, der så svarer til dybden på falsen (halvdelen af tykkelsen på pladerne) og så lave den 8mm i bredden ved at rykke anslaget 3 gange. Jeg udfræsede rillen i top og bund med min Bosch 1200 fræser og et 16mm fræser jern. Jeg fræsede i 2 omgange. Først 4mm dybt og derefter 8mm dybt. Det er ikke sikkert at det var nødvendigt med 2 omgange, når det er OSB plader. Det er ikke ligefrem hårdt træ at fræse i, men så havde jeg bedre kontrol. Jeg sætter en styreskinne 5cm fra hvor jeg vil have rillen, og fører fræseren langs denne.

De små hylder er lavet af 3mm mdf (80x120cm koster 40 kroner i JemogFix), og de passer i tykkelsen med mit bordsavsblad. Og dog, de gik noget stramt, og jeg skulle have flyttet bladet en enkelt mm og skåret igen, så de var lidt løsere. Men hvad, det gik med lidt kraft.

Jeg skar min top, bund og sider ud med bordsav og dyksav. Og jeg skulle have været lidt mere præcis med målinger, opstregning og dyksaven. Da reolen faktisk ikke ender med at passe efter jeg havde limet den sammen. Jeg skulle naturligvis også have kontrolleret at den kunne være der inden jeg limede, så kunne jeg have kortet det ned inden. Men sjusk og manglende tanke må man jo så bøde for, og jeg brugte en del tid med min rystepudser og nogle korn 40 skiver. Sådan er det med læringsprojekter, og denne gør det selv reol er ikke anderledes.

Men det endelig resultat blev fint, og jeg er nu lidt tættere på at være organiseret, dog stadig langt fra :). Smid din mail på forsiden, så bliver du orienteret om det næste projekt og video.

Mvh Hobbysnedkeren.