Min datter havde brug for et samlet sted til hendes voksende samling af tusser og tegninger. Så jeg besluttede mig for at lave en kasse af nogle stumper af trægulv. Så havde jeg samtidig muligheden for at teste min brugte, men ny-indkøbte Dewalt DW733 tykkeselseshøvl.

SketchUP

Som så mange andre projekter, startede det her også i SketchUP. Jeg lavede en koncept tegning uden så mange mål, det skulle bare passe til A4 papir og med plads til nogle tusser ovenpå. Så ville jeg lade processen i værkstedet diktere resten.

SketchUP tegning af kassen. Passer til A4 papir og med rum til tusser ovenpå

 Video

Værkstedet

Jeg valgte at høvle nogle stumper trægulv ned til 2cm, så det var fladt og der ikke længere var bølger i undersiden af træet. Derefter skar jeg dem op i 11mm tykkelse. Jeg havde en ide om at den endelige tykkelse på panelerne skulle være 1cm, så derfor var der lidt at høvle og pudse, jeg kunne godt have skåret dem i 12mm så der var lidt mere at give af.

Jeg forsøgte at lime dem med almindelige skruetvinger, men det var møgbesværligt at lave dem flade, så efter det første panel lavede jeg hurtigt et sæt limtvinger. Det kan ses HER. Det hjalp en del, og gjorde processen meget lettere.

Jeg valgte at skrabe det overskydende lim af, og så snuppe 1mm i tykkelseshøvlen. Det kunne også sagtens gøres med en rystepudser eller en håndhøvl. Efter det skulle de bare skæres i størrelse på bordsaven, og skæres samlinger.

Efter limning valgte jeg at lave en kasse til at sætte ovenpå, og min datter ville gerne have den skulle være gul. Skulle jeg selv vælge, havde jeg nok taget en blå eller rød. Noget med mere kontrast til træet, men kunden bestemmer. Jeg lavede målene på kassen ud fra hvad der var plads til, når de 3 tusseholdere fra Ikea var på plads.

Jeg lavede kassen ovenpå med 45 graders smig og savede en fals 5mm fra bunden til en 3mm mdf plade. Den spraymaling jeg brugte var nok ikke den bedste til projektet, og det krævede mange lag før det så nogenlunde ud. Måske en grunding ville have været godt givet ud.

Wipe-on poly

Jeg har længe haft lyst til at prøve og lave en wipe-on poly som er et meget populært amerikansk produkt. Dog kan man ikke få det i DK, og det koster en del på Amazon. Men man kan lave en selv, ved at blande ca 1/2 oliebaseret møbellak med 1/2 mineralst terpentin. Det får lakken til virkelig at kunne flyde og blive absorberet hurtigt i træet. Så påfører man det bare med en fnug fri klud, og tørrer det overskydende af. Meget let overfladebehandling, og man kan tilføje lindolie eller andet til sin blanding hvis man gerne vil have mere finish.

Jeg gav det kun et lag og pudsede ikke efter, da det bare skal beskytte mod slag og streger. Men man kan slibe og give flere lag som ved alm. lak, og derved få en rigtig flot finish.

Alt i alt et fint lille projekt, og min datter er glad. Smid din mail ude til højre, hvis du gerne vil have en mail når det næste projekt er klar.

Mvh Hobbysnedkeren.